torsdag den 29. januar 2009

Dorthe Emilie Røssell: Jeg brød et løfte

Dorthe er bare seks år i 1940. Gennem et barns øjne oplever vi besættelsestiden i København, både den besværlige hverdag og de meget dramatiske begivenheder, Dorthe bliver inddraget i. Hendes far bliver hurtigt aktiv i modstandsbevægelsen, og hjemmet spiller en central rolle for faderens modstandsgruppe. Her holdes møder og gemmes våben, og mange jøder tilbringer de sidste timer her, mens de venter på transporten til Sverige. I flere år er Dorthe og hendes dukkevogn kurer for modstandsgruppen, indtil forældrene bliver anholdt af tyskerne i 1944. Faderen bliver tortureret, dømt og sendt i KZ-lejr, og lille Dorthe slipper heller ikke for at blive ført til Shell-huset. Her bliver hun forhørt af Ib Birkedal Hansen, som også anholdt hendes forældre. Faderen overlever fangenskabet men kommer hjem som en nedbrudt mand, og han pålægger Dorthe aldrig at tale om de traumatiske oplevelser under krigen. 60 år senere læser forfatteren Peter Øvig Knudsens bog ”Birkedal” og beslutter, at tiden er inde til at skrive og udgive sine erindringer fra besættelsestiden. (KF)

Ingen kommentarer: