Nye voksenbøger på biblioteket:
Thorstein Thomsen: Den der hvisker lyver
Åsa Larsson: Blodskyld
Knud Romer: Den som blinker er bange for døden
Nye børnebøger på biblioteket:
Henrik Einspor: Dykkerdetektiverne, Bugtalerens kuffert
Ramis og Cera: Flunkernes forunderlige verden
Shelley Fowles: Klatre-Rosa
Bertill Nordahl Stubbe: Riddersøn får sin 1. ven
Bertill Nordahl Stubbe: Riddersøn udviser mod
Kenneth B. Andersen: Slaget i Caïssa
Anne-Marie Pol: Jeg bestemmer selv (serie om dans)
Anne-Marie Pol: Nina – en stjerne på vej
Jana Frey : Tænd lige lyset igen!
Kenneth Grahame: Vinden i Piletræerne
Caroline Bingham: Monster Maskiner
Anderberg & Nordquist: Jorden rundt på 5 minutter
Kirsten Raagard: Flyveturen (papbog)
onsdag den 28. marts 2007
Solstorm
Åsa Larson Solstorm Religiøs fanatisme er noget de fleste i de senere år har forbundet med Islam. Her får vi en god modvægt til dette billede. I Åsa Larssons debut roman trives den fanatiske kristendom i bedste velgående. Omdrejningspunktet er den genopstande Viktor Strandgård. Først døde han på operationsbordet efter en ulykke, derefter blev han nogle år senere myrdet. I den mellemliggende periode er det lykkedes ham at samle de tre forskellige menigheder i Kiruna til en stor, hvor han selv er midtpunktet, manden der døde og mødte Gud.
Handlingen kan lyde noget fantastisk, men ikke desto mindre kunne man for nylig læse om et tilsvarende mord i Lapland inden for den fanatiske sekt Kristi Blod.
Åsa Larsson er debutant og endnu et skud på stammen blandt de mange fremragende svenske krimiforfattere. Hun kommer selv fra byen der ligger på jernbjerget ”ræverøde Kiruna”, og miljøet i ”Solstorm” bærer præg af forfatterens kendskab til egnen. Hun ejer evnen til at skrive om sne og kulde så læseren rækker ud efter tæppet for at undgå forfrysninger. Endnu engang er det en fornøjelse at slutte en bog med tanken ”hvor er det godt at der er flere i serien”. Jeg glæder mig til at tage fat på nr. 2 i serien (Blodskyld), komme nord for polarcirklen og møde politiinspektør Anna-Maria Mella og Advokat Rebecka Martinsson igen. (ACR)
Det, jeg har mistet
Bertill Nordahl & Lene Hein Sørensen Det, jeg har mistet
En tilfældig begivenhed på Sankt Hans Torv på Nørrebro i København bliver til skæbne for hovedpersonerne i denne bog.
Hvad gør man, når man har mistet det vigtigste i sit liv – og ikke føler at ”samfundet/myndighederne” griber tilstrækkeligt effektivt ind? Griber man til hævn og selvtægt? Eller forsøger man at acceptere skæbnens tildragelse og dermed at komme videre. Hvad betyder ens egen selvforståelse – at man som udgangspunkt føler, at man er et humanistisk menneske?
I denne bog gør et ganske almindeligt menneske, noget hun ved hun ikke bør gøre. Hun tager hævn, hun vælger at gribe ind i andre menneskers liv, som der er blevet grebet ind i hendes.
Bogen er spændende og medrivende – ikke mindst på grund af den realistiske situation, den tilfældige begivenhed, som vi genkender. Sproget er nudansk og ofte nærmest talesprog. Den giver et godt billede af indvandrermiljøet og samspillet med det danske samfund.
Bogen er bestemt læseværdig – og anbefales hermed. (GSL)
Min tid som fårehyrde og andre erindringer
Le Klint Min tid som fårehyrde og andre erindringer
Le Klint lagde som ung navn til sin fars firma – og dermed til de berømte lampeskærme. Le Klint har tidligere skrevet en bog om sin opvækst og sin konflikt med faderen. I denne bog nævnes faderen kun sporadisk, i stedet handler den om rejser og ophold på ydmyge steder blandt jævne mennesker verden over.
Også oppe i 80’erne foretrækker hun, når hun rejser – og ofte opholder sig længe på fremmede steder, at bo under meget primitive forhold. Hun har ikke meget til overs for det moderne menneske, der kræver komfort og karriere. I stedet fokuserer hun på, hvordan livet og lykken (for hende) findes i de små ting, under jævne forhold.
Bogens særkende er Le Klints åbne, levende, konkrete og sanselige beskrivelser af natur og mennesker, dyr og planter, belysninger, vejrskift, huse, omgivelser, farver, lyde og sansninger.
Det er en anderledes lille bog, skrevet af et menneske, der har fundet sin helt egen sti. Man kan lære noget, man kan være enig/uenig i hendes livsbetragtninger – men aldrig ligegyldig. (GSL)
Oh Romeo
Merete Pryds Helle Oh, Romeo Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle komme til at læse en af Meretes bøger… Hun var min veninde, men i 1.g snuppede hun min kæreste (nå, ja – måske var vi ved at være færdige) – men hun kunne godt lige have ventet 14 dage. Er gået uden om hendes forfatterskab indtil nu, hvor – jeg nærmest blev tvunget til at læse den bog til anmeldelse. Og tak for det – for hvilken bog!!! Jeg slugte den i et langt åndedrag…
Oh, Romeo er en realistisk samtidsroman om to unge menneskers umulige kærlighed, skrevet over William Shakespeares tragedie Romeo og Julie.
Julie er ph.d.-studerende på Retsmedicinsk Institut. Hun bor alene, veninderne er i fuld gang med at stifte familie og hun føler sig hudløst ensom.
Romeo er indvandrer fra Iran. Han kører taxa, men drømmer om at læse til læge.
Romanen foregår i København – med mange referencer til efteråret 2005. Romeo og Julie er moderne mennesker, der går i fitnesscenter og deler tanker med ”bloggen”.
Romeo og Julie forelsker – velvidende at de har alle odds imod sig. Og meget sker, mens man sluger romanen og bare håber ”at kærligheden overvinder alt”. Det er en fantastisk gribende og troværdig roman om nutidens Romeo og Julie. Selvom romanen kun er på 127 sider, føler man, man kommer helt ind under huden på hovedpersonerne. Sproget er smukt og sanseligt og alligevel knapt og præcist.
"Oh, Romeo" er en politisk roman om kulturforskelle og manglen på forståelse for "de andre", men vigtigst af alt er det en roman om den store, ægte kærlighed. LÆS DEN!
(GSL)
De retfærdige
Martin Krasnik De retfærdige – en islamisk stafet Islam - religion eller ideologi
Martin Krasnik har rejst rundt til islamister i London, Teheran, Beirut, Lahore og Riyadh for at forstå islam som politisk ideologi, hvilket samfund ønsker islamisterne, og hvad vil der ske med os, som ikke er muslimer. Han spørger: er der plads til os ikke-muslimer i islamiske stater med sharialovgivning, kan vi leve sammen i fred?
Ud af rejserne og de mange samtaler er der kommet en meget interessant og meget aktuel bog. Et af bogens tilbagevendende områder er retfærdighed, og Martin Krasnik (og læseren gennem ham) sander, at retfærdighed opfattes meget forskelligt alt efter hvilken tro og kultur, man lever i. Mange af de interviewede, som Martin Krasnik snakker med på sine rejser, har fået hele eller dele af deres uddannelse i vestlige lande og de læser engelske og amerikanske magasiner; men har alligevel en opfattelse af verden, som ligger langt fra den Martin Krasnik (og mange danskere) har.
Det er en bog, der tager tid at komme igennem. Den sætter gang i mange tanker. Jeg havde håbet på at opnå en mere klar opfattelse/forståelse af os - contra ”de andre”. Men føler mig bare forvirret på ”et højere niveau”. Islamisterne er lige så forskellige som os…
“Du kan hvis du tør”
Herbert Pundik
“Du kan hvis du tør”
PUNDIK TØR
Herbert Pundik er et fantastisk menneske, der har levet og stadig lever et fantastisk liv. Hvad han har gjort og oplevet er kun meget få forundt. Heldigvis har han besluttet at delagtiggøre os andre i sin spændende historie. Indtil nu er det sket gennem to erindringsbøger. Den første hed: ”Det er ikke nok at
overleve” fra 2005. Den anden har titlen: ”Du kan hvis du tør” fra 2006.
Den nyeste bog handler om de 23 år, hvor Pundik var chefredaktør for Politiken, dvs. årene fra 1970 til 1993. En eminent og sprudlende beretning om tiden fra det vovelige (?) spring fra journalist i Israel til chef for et stort dansk dagblad i krise. Fra korrespondentrollen til ansvaret i Politikens berømte hjørneværelse. Fra de første vanskelige år med Politiken til de mange år, hvor bladet var landets største morgenavis. Og samtidig et blad, der på Pundiks personlige initiativ involverede sig direkte i en masse projekter inden for kultur, hjælp til nødstedte verden rundt, kamp mod uretfærdighed, og meget andet.
Det er også en bog, der giver et glimrende indblik i dansk politik i de år, den omhandler. Og i begivenhederne i Mellemøsten. Meget få mennesker er bedre placeret til at flette en redelig beretning sammen om alle disse forhold end Herbert Pundik.
Begge bøger er en sand fornøjelse. Især fordi Pundik altid har vist, at HAN TØR. Også når det skete med en stor personlig risiko.
(Anmeldt af: Niels Jørgen Thøgersen)
“Du kan hvis du tør”
PUNDIK TØR
Herbert Pundik er et fantastisk menneske, der har levet og stadig lever et fantastisk liv. Hvad han har gjort og oplevet er kun meget få forundt. Heldigvis har han besluttet at delagtiggøre os andre i sin spændende historie. Indtil nu er det sket gennem to erindringsbøger. Den første hed: ”Det er ikke nok at
overleve” fra 2005. Den anden har titlen: ”Du kan hvis du tør” fra 2006.Den nyeste bog handler om de 23 år, hvor Pundik var chefredaktør for Politiken, dvs. årene fra 1970 til 1993. En eminent og sprudlende beretning om tiden fra det vovelige (?) spring fra journalist i Israel til chef for et stort dansk dagblad i krise. Fra korrespondentrollen til ansvaret i Politikens berømte hjørneværelse. Fra de første vanskelige år med Politiken til de mange år, hvor bladet var landets største morgenavis. Og samtidig et blad, der på Pundiks personlige initiativ involverede sig direkte i en masse projekter inden for kultur, hjælp til nødstedte verden rundt, kamp mod uretfærdighed, og meget andet.
Det er også en bog, der giver et glimrende indblik i dansk politik i de år, den omhandler. Og i begivenhederne i Mellemøsten. Meget få mennesker er bedre placeret til at flette en redelig beretning sammen om alle disse forhold end Herbert Pundik.
Begge bøger er en sand fornøjelse. Især fordi Pundik altid har vist, at HAN TØR. Også når det skete med en stor personlig risiko.
(Anmeldt af: Niels Jørgen Thøgersen)
Stormogulen
Ole Lange
Stormogulen
En bog om C.F. Tietgen – en finansmand, hans imperium og hans tid 1819-1901.
Ole Lange er professor ved Copenhagen Business School udi virksomhedshistorie, og han kan sit kram. Han har tidligere skrevet om H.N. Andersen og ØK, om Lauritzen-gruppen og om B&W, så han er mere end almindeligt godt inde i forretningslivets tankegange, mål og midler. Ole Lange har også tidligere skrevet om Tietgen, og han er således særdeles godt inde i stoffet om denne meget entreprenante og beslutsomme personlighed, som også havde sine mere skæve og mørke sider.
Carl Frederik Tietgen var en af de helt store danskere og en af den industrielle revolutions absolutte drivkræfter. Han blev udnævnt til direktør for Privatbanken ved dens stiftelse i 1857, og blev derefter medstifter i – man fristes til at sige – alle betydelige danske industrivirksomheder. Her skal nævnes nogle af de mest kendte: Store Nordiske Telegrafselskab, Det Københavnske Sporvei-Selskab, DFDS, B&W, Tuborg, Danske Spritfabrikker, De Brockske Handelsskoler og De Danske Sukkerfabrikker.
Tietgen var ikke kun en benhård og dristig forretningsmand. Han stod f.eks. også for færdiggørelsen af Marmorkirken i København, også kaldet Frederikskirken. Den stod endelig færdig i 1894, 145 år efter at byggearbejdet var påbegyndt. Opførelsen af Tårbæk kirke stod han også for, ja, selv Lyngby kirke havde han købt af staten i 1868. Kort før sin død i 1901 solgte han den til Lyngby Kommune!
Tietgen blev født i Odense i 1829, og idag er flere gader, byens handelsskole og et nyt erhvervsområde ved motorvejen over Fyn opkaldt efter den berømte dansker, men som der også står på CBS’s hjemmeside så ”skabte Tietgen et finansielt netværk ... fra Jylland til Kina. Men han gjorde det ved systematisk at misinformere Børsen, offentligheden og aktionærerne, og han var ikke bleg for yderst risikable storpolitiske eventyr”.
Jeg skal straks tilstå, at jeg kun har nået at læse bogens 6 første kapitler om Tietgens barndom, ungdom, uddannelse og hans entré på den københavnske bank- og forretningsscene, og det er meget interessant læsning. Ole Lange skriver fabelagtigt klart og forklarende, og man får et fantastisk godt indblik i tidens nationale og internationale problemer. Det er ind imellem spændende som en kriminalroman, og jeg har en stærk fornemmelse af, at de 600 sider ikke er een for meget. Bogen er glimrende illustreret, og de mange mennesker som optræder er portrætteret dels med tegning eller foto og dels en kort tekst. C.F. Tietgen er et meget spændende og imponerende bekendtskab, og biografien særdeles velskrevet – en anmelder har kaldt den intet mindre end et mesterværk. God læsning!
(LT - kilder Wikipedia og Insights@CBS)
Stormogulen
En bog om C.F. Tietgen – en finansmand, hans imperium og hans tid 1819-1901.
Ole Lange er professor ved Copenhagen Business School udi virksomhedshistorie, og han kan sit kram. Han har tidligere skrevet om H.N. Andersen og ØK, om Lauritzen-gruppen og om B&W, så han er mere end almindeligt godt inde i forretningslivets tankegange, mål og midler. Ole Lange har også tidligere skrevet om Tietgen, og han er således særdeles godt inde i stoffet om denne meget entreprenante og beslutsomme personlighed, som også havde sine mere skæve og mørke sider.
Carl Frederik Tietgen var en af de helt store danskere og en af den industrielle revolutions absolutte drivkræfter. Han blev udnævnt til direktør for Privatbanken ved dens stiftelse i 1857, og blev derefter medstifter i – man fristes til at sige – alle betydelige danske industrivirksomheder. Her skal nævnes nogle af de mest kendte: Store Nordiske Telegrafselskab, Det Københavnske Sporvei-Selskab, DFDS, B&W, Tuborg, Danske Spritfabrikker, De Brockske Handelsskoler og De Danske Sukkerfabrikker.
Tietgen var ikke kun en benhård og dristig forretningsmand. Han stod f.eks. også for færdiggørelsen af Marmorkirken i København, også kaldet Frederikskirken. Den stod endelig færdig i 1894, 145 år efter at byggearbejdet var påbegyndt. Opførelsen af Tårbæk kirke stod han også for, ja, selv Lyngby kirke havde han købt af staten i 1868. Kort før sin død i 1901 solgte han den til Lyngby Kommune!
Tietgen blev født i Odense i 1829, og idag er flere gader, byens handelsskole og et nyt erhvervsområde ved motorvejen over Fyn opkaldt efter den berømte dansker, men som der også står på CBS’s hjemmeside så ”skabte Tietgen et finansielt netværk ... fra Jylland til Kina. Men han gjorde det ved systematisk at misinformere Børsen, offentligheden og aktionærerne, og han var ikke bleg for yderst risikable storpolitiske eventyr”.
Jeg skal straks tilstå, at jeg kun har nået at læse bogens 6 første kapitler om Tietgens barndom, ungdom, uddannelse og hans entré på den københavnske bank- og forretningsscene, og det er meget interessant læsning. Ole Lange skriver fabelagtigt klart og forklarende, og man får et fantastisk godt indblik i tidens nationale og internationale problemer. Det er ind imellem spændende som en kriminalroman, og jeg har en stærk fornemmelse af, at de 600 sider ikke er een for meget. Bogen er glimrende illustreret, og de mange mennesker som optræder er portrætteret dels med tegning eller foto og dels en kort tekst. C.F. Tietgen er et meget spændende og imponerende bekendtskab, og biografien særdeles velskrevet – en anmelder har kaldt den intet mindre end et mesterværk. God læsning!
(LT - kilder Wikipedia og Insights@CBS)
Pigen der legede med ilden
Stieg Larsson
Pigen der legede med ilden
Denne bog kunne sagtens hedder ”Mænd der hader kvinder 2". Hovedpersonerne er de samme og bogen fortsætter i forlængelse af den første.
En afsindigt spændende krimi der burde ligge først på bestsellerlisten. Når du først har mødt Lisbeth, autist og hacker og Michael, journalist og kvindebedårer, får du ikke sovet meget.
-Øv! Hvorfor er svenskerne så gode til at skrive krimier - samfundskritiske krimier, der er elementært spændende uden at være hellige og gumpetunge?
Michael Blomkvist, journalist på tidsskriftet Millennium, kontaktes af ægteparret Dag og Mia. De har skrevet en bog, hvor de optrævler en organisation, der handler med kvinder fra Østeuropa. De er parate til at udlevere navnene på nogle af de mænd, deriblandt højtstående politifolk, der har forbrudt sig. Michael Blomkvist involverer sig stærkt i sagen.
Hackeren, computergeniet, researcheren og autisten Lisbeth Salander har rejst rundt i Caribien i et par år. Hun har fiflet sig til en formue via internetbedrageri og hygger sig nu med at prøve at løse matematikeren Fermats sidste sætning. Lisbeth har fået nok af Sverige i almindelighed og Michael Blomkvist i særdeleshed. Men da hun igen føler sig parat til at vende hjem til Sverige og få et stille og roligt liv, går alt amok.
Jeg skal ikke røbe, hvad der sker, men en række anklager og beviser med forbindelse til traffickingsagen hober sig pludselig op mod Salander. Da hun både er umyndiggjort, voldsdømt og diagnosticeret psykopat, har hun ikke mange chancer.
Heldigvis er der et par personer, der tror på Lisbeths uskyld, deriblandt Blomkvist. Han har dog ingen anelse om omfanget af hendes dunkle fortid. Lisbeth selv er ingen novice, hun er en skøn blanding af en gal Pippi og en hårdtslående Nikita. Der bliver gået til makronerne.
Krimien er vanvittigt spændende, og for hver side bliver den mere og mere uhyggelig og usandsynlig. Den rummer et hav af historier, set fra forskellige vinkler, og plots, der en gang i mellem kammer over.
Men historien hænger godt sammen, og man tilgiver hovedpersonerne deres overmenneskelige egenskaber. Beskrivelser af samfund og mennesker er meget realistiske, og som forbenet krimilæser ved jeg jo, at der altid er noget råddent i toppen. Man er åndeløs de sidste 200 sider. Jeg er vild med den serie, en perle inden for "ramasjang" krimigenren.
(Anmeldt af bibliotekar Marianne Träff, Hillerød Bibliotek)
Larsson modtog i 2006 Glasnøglen for Nordens bedste krimiroman. En pris blandt andre Arnaldur Indridasson har modtaget (Nordmosen i 2002, og Tavs som graven i 2004, biblioteket har begge bøger samt den tredje i serien).
Pigen der legede med ilden
Denne bog kunne sagtens hedder ”Mænd der hader kvinder 2". Hovedpersonerne er de samme og bogen fortsætter i forlængelse af den første.
En afsindigt spændende krimi der burde ligge først på bestsellerlisten. Når du først har mødt Lisbeth, autist og hacker og Michael, journalist og kvindebedårer, får du ikke sovet meget.
-Øv! Hvorfor er svenskerne så gode til at skrive krimier - samfundskritiske krimier, der er elementært spændende uden at være hellige og gumpetunge?
Michael Blomkvist, journalist på tidsskriftet Millennium, kontaktes af ægteparret Dag og Mia. De har skrevet en bog, hvor de optrævler en organisation, der handler med kvinder fra Østeuropa. De er parate til at udlevere navnene på nogle af de mænd, deriblandt højtstående politifolk, der har forbrudt sig. Michael Blomkvist involverer sig stærkt i sagen.
Hackeren, computergeniet, researcheren og autisten Lisbeth Salander har rejst rundt i Caribien i et par år. Hun har fiflet sig til en formue via internetbedrageri og hygger sig nu med at prøve at løse matematikeren Fermats sidste sætning. Lisbeth har fået nok af Sverige i almindelighed og Michael Blomkvist i særdeleshed. Men da hun igen føler sig parat til at vende hjem til Sverige og få et stille og roligt liv, går alt amok.
Jeg skal ikke røbe, hvad der sker, men en række anklager og beviser med forbindelse til traffickingsagen hober sig pludselig op mod Salander. Da hun både er umyndiggjort, voldsdømt og diagnosticeret psykopat, har hun ikke mange chancer.
Heldigvis er der et par personer, der tror på Lisbeths uskyld, deriblandt Blomkvist. Han har dog ingen anelse om omfanget af hendes dunkle fortid. Lisbeth selv er ingen novice, hun er en skøn blanding af en gal Pippi og en hårdtslående Nikita. Der bliver gået til makronerne.
Krimien er vanvittigt spændende, og for hver side bliver den mere og mere uhyggelig og usandsynlig. Den rummer et hav af historier, set fra forskellige vinkler, og plots, der en gang i mellem kammer over.
Men historien hænger godt sammen, og man tilgiver hovedpersonerne deres overmenneskelige egenskaber. Beskrivelser af samfund og mennesker er meget realistiske, og som forbenet krimilæser ved jeg jo, at der altid er noget råddent i toppen. Man er åndeløs de sidste 200 sider. Jeg er vild med den serie, en perle inden for "ramasjang" krimigenren.
(Anmeldt af bibliotekar Marianne Träff, Hillerød Bibliotek)
Larsson modtog i 2006 Glasnøglen for Nordens bedste krimiroman. En pris blandt andre Arnaldur Indridasson har modtaget (Nordmosen i 2002, og Tavs som graven i 2004, biblioteket har begge bøger samt den tredje i serien).
fredag den 23. marts 2007
Mand af ære
Morten Beiter:
Mand af ære – om den afhoppede sicilianske mafioso Claudio Samperi med visse madopskrifter og oplysninger til forståelse af Cosa Nostra
Claudio Samperi er og har alle dage været, hvad man umiddelbart vil betegne som en ”skidt knægt”. Til trods for at hans far forsøgte at lede ham på rette vej, søgte Claudio fra en meget tidlig alder den kriminelle livsbane og begik således sit første større røveri som 11-årig. Dette førte siden til flere månedlige bankrøverier og endte i sidste ende med, at han blev optaget som fuldgyldigt medlem af Cosa Nostra. Sidste detalje, før optagelsen var en realitet, var et mord på en mand, der talte nedsættende om den lokale mafialeder.
Efterfølgende blev mord og afpresning dagligdag for Samperi, og voldsspiralen standsede først, da hans egne søskende stod på dødslisten – og han selv var tvunget til at udføre mordene. Samperi valgte da at hoppe af og samarbejde med politiet, og hans vidneudsagn førte til en lang række anholdelser og domsafsigelser mod ledende mafiamedlemmer.
Morten Beiters fortælling – og dermed Samperis liv – er i bund og grund en trist historie. Fra et ”almindeligt” menneskes synspunkt valgte Samperi forkert fra først til sidst. For hvert eneste valg han foretog sig, ødelagde han andre menneskers liv. Hans egen familie især, hvilket blev særligt tydeligt, da de som han selv måtte flygte fra alt, da han besluttede at samarbejde med politiet. Men, med Morten Beiters tilføjelser af oplysninger om mafiaens historie får man dog et langt mere nuanceret syn på Cosa Nostra og dermed Samperi. Bogen har således en god blanding af personlige skildringer og historiske fakta (så vidt der findes åbenlyse fakta om mafiaen) og dermed får man, hvad der kan betegnes som en guide til forståelse af, hvad det er for traditioner og mekanismer, der styrer det sicilianske og måske også resten af det italienske samfund. Og man får sværere ved blot at dømme Samperi som en ”skidt knægt”.
Derfor skal anbefalingen herfra lyde, at man bør læse Mand af ære for at blive lidt klogere på både Cosa Nostra, mafiasoldater som Samperi og hele det italienske samfund.
Abonner på:
Opslag (Atom)
