”Den som blinker er bange for døden” er en velskrevet og underholdende bog. Men også chokerende læsning om en socialt isoleret barndom og en familie på ”tålt” ophold i 1960’ernes Nykøbing Falster – bare fordi ens mor var tysker.
Bogen fortæller ikke bare Knuds historie, men også hans forældres og deres forældres historie – og også onkler og tanter er med. En samling originaler, fantaster og drømmere. Mange gange må man trække på smilebåndet over pinlige episoder f.eks. i forbindelse med fødselsdage og nytårsaftener. Andre gange er man dybt ulykkelig på Knuds vegne – skolekammeraterne udviser stor opfindsomhed i at chikanere Knud på alle mulige måder, mens lærerne vender ryggen til.
Tilfældet ville at jeg i forbindelse med læsningen af bogen fik besøg af en god ven, der har boet på Falster i mange år. Her har bogen virkelig bragt sindene i kog. Knud Romer anklages for at udstille skolekammerater og andre letgenkendelige personer i lokalmiljøet – som tager afstand fra hans beskrivelser. At der i 60’erne skulle være problemer i at have en tysk mor og at det skulle føre til mobning af racistiske årsager, kan man ikke genkende.
Men nu er det vel sådan med erindringer, at de må videregives med den frihed der ligger i at forfatteren forholder sig til både, hvad der reelt skete, men også tilføjer det årene har gjort ved erindringerne. Under alle omstændigheder – bogen er velskrevet og læseværdig, og så må man løbende gøre op med sig selv hvad man tror, der er fri fantasi og hvad der er reelt. Måske er der noget om, at det er bedre at overdrive end at være kedelig? Denne bog er i hvert tilfælde alt andet end kedelig. (GSL)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar