torsdag den 27. september 2007

Anmeldelser børne- og ungdom, september 2007

Henrik Einspor: Dykkerdetektiverne, Bugtalerens kuffert
Krimi for de 10-15 årige med masser af action og spænding
SEO, Google and reviews
Ramis og Cera: Flunkernes forunderligeverden

Find de sjove flunker –det er sjovt men ikke helt nemt.

Bertill Nordahl: Stubbe Riddersøn får sin 1. ven, samt Stubbe Riddersøn udviser mod
Stubbe riddersøn keder sig inde på borgen, men i byen udenfor er der langt mere spændende - og farligt - end han havde regnet med. Heldigvis møder han skomagersønnen Benjamin, lige da faren er størst, og sammen klarer de problemerne

Jana Frey: Tænd lige lyset igen!
Fin historie om det at være mørkeræd. Bogen indeholder flere historier der et rigtig gode at tale om, - eller bare som almindelig oplæsning.

Kenneth B. Andersen: Slaget i Caïssa
"Magterne, I er oppe imod, er stærke, og snart rykker de nærmere. I skal mødes og drabelige slag vil finde sted. Du skal hjælpe med at afgøre dem."
Slaget i Caïssa begynder i et gammelt, forfaldent bindingsværkshus. Her mødes to kutteklædte skikkelser - en i sort og en i hvidt - og indleder et noget særpræget spil skak. De former selv deres brikker. De sorte brikker tager form af hæslige uhyrer, de hvide brikker af mere venligudseende væsener. Og den ene hvide brik - en bonde - har skikkelse af en menneskedreng ...
Hjemme i vores verden møder vi så Frode. Han er 13 år. Og dødssyg. En nat vågner Frode op fra en mærkelig drøm og opdager, at hele hans værelse er forsvundet i en tyk, uigennemtrængelig tåge. Ikke en hånd kan han se for sig. For første gang i mange dage står han ud af sengen og begynder at gå.
Og han går direkte ind i en besynderlig verden, hvor to sole brænder i øst og et arrigt tordenvejr buldrer i vest. En verden hvor en blodig krig mellem den sorte og hvide konge er ved bryde ud. En krig som Frode er udvalgt til at tage del i.
Slaget i Caïssa består af tre bind - Åbningen, Tågemandens død og Skakmat. Trilogien kom i 2000 på Kulturministeriets Børnebogsprisudvalgs æresliste

Anne-Marie Pol: Jeg bestemmer selv
Nina elsker at danse, og hun ønsker sig brændende at blive en stor ballet-danser. Nina savner sin mor, der er død, men når hun danser, føler hun, at de igen er tæt på hinanden. Ninas far har omsider fundet arbejde, men ak – det er i udlandet. Han har ikke tænkt sig at lade Nina være alene tilbage i Paris, og hun har ikke tænkt sig at holde op med at danse. Og da slet ikke, når hun lige er begyndt på balletskolen Camargo, hvor hun elsker at gå. Nina kæmper med at få overtalt sin far, og da det ser allermest håbløst ud, får hun hjælp fra en uventet kant. Fra 9 år

Anne-Marie Pol: Nina – en stjerne på vej
Nina går til ballet med sin bedste veninde Zita, men Zita skal skifte til en anden balletskole, hvor hun kan lære mere. Det er helt umuligt for Ninas arbejdsløse far at få råd til, at Nina også kan gå her, og desuden forstår han ikke, hvor vigtigt det er for Nina at danse. Han er mere interesseret i sin nye kæreste, som Nina ikke bryder sig om. På trods af problemerne, beslutter Nina sig for at gå til optagelsesprøve. Mon det lykkes for hende, og hvad vil hendes far sige?

Kenneth Grahame: Vinden i Piletræerne
Klassikkeren som mange har fået læst eller måske selv har læst som barn. Mød Mulvarp, Rotte, Grævling og Tudse og læs om deres fantastiske eventyr og genvordigheder i deres lille hjørne af verden. Bogens kapitler kan sagtens læses som små selvstændige historier.

Caroline Bingham: Monster Maskiner
En billedbog om de største, tungeste og fedeste maskiner, der bevæger sig. En stor bog med folde-ud-sider, så man rigtig kan nyde bl.a. jumbojetter, brandbiler, monster-trucks, isbrydere og alle deres detaljer. Der er endvidere en kort informativ tekst om hver maskine.

Anderberg & Nordquist: Jorden rundt på 5 minutter.
I sædvanlig humoristisk Nordquist-stil (Findus og Peddersen) fortælles her om snebolden der startede som ganske lille, men som trillede sig størrere og størrere og hvad den oplevede på sin vej.

Kirsten Raagard: Flyveturen (papbog)
Sød historie om et stort ønske -for de mindste.

Stenhuggeren

Camilla Läckberg: Stenhuggeren

Tredje bind i serien om for fatteren Erica Falck og politimanden Patrik Hedström er omend endnu bedre og mere velskrevet end de to første. Det er som om at Camilla Läckberg bliver bedre og bedre for hvert bind (og de første var absolut gode). Svenskerne er enige; som noget enestående lå alle tre bøger i 2006 på den svenske top-ti bestseller liste. Stenhuggeren er også den næstmest solgte bog i Sverige overhovedet i 2006. Har du ikke læst ”Isprinsessen” og ”Prædikanten” kan du låne dem på biblioteket.

Vi er tilbage i Fjällbacka. Denne gang er det fundet af en druknet pige i et hummernet der sætter begivenhederne i gang. I første omgang tror man at hun er faldet i vandet fra kajen, men da lægerne finder spor af sæbevand i hendes lunger, er man klar over at man har med en morder at gøre.

Pigens familie er med sædvanlig Läckbergs ”humor” noget for sig selv. Patricks arbejde gøres ikke bedre af at Erica kender pigens mor, og af at han selv har mødt pigen flere gange. Samtidig har parret problemer på hjemmefronten, for det er ikke nemt med en nyfødt i huset.

Baggrunden for motivet får vi fortalt i de historiske tilbageblik, som Läckberg fletter ind i den nutidige handling. Denne historie er genial, og man sidder tilbage med en følelse af at ønske det havde været en selvstændig historie.

Kan varmt anbefales til alle der elsker en god velskrevet krimi med spænding til det sidste. (ACR)

Den, der hvisker, lyver

Thorstein Thomsen: Den, der hvisker, lyver.

Thorstein Thomsen har skrevet mere end halvfjerds bøger for børn og unge, manuskripter til spillefilm og flere hundrede sange.

Han har ”kun” skrevet 3 voksenromaner og det er faktisk synd – for ”Den, der hvisker, lyver - er en pragtfuld roman. En letlæst, vedkommende og rørende roman om en mand, der ikke kan elske – fordi han ikke elsker sig selv. En godt fortalt historie, som man ”flyver lavt igennem”. Hovedpersonen Niels Ruel er præget af sin opvækst i et indremissionsk boghandlermiljø. Han har fornemmelse for litteratur – især den der sælger.

Som 17-årig kommer han til København og lærer hvordan livet også kan forme sig. Han er genert og tilbageholdende, men det hjælper da han lærer Flemming at kende. Flemming bliver en nær ven og får stor betydning for Niels’ udvikling, men Flemming bliver bidt af Hitler og melder sig til Østfronten.

Niels gifter sig, får børn og sit eget forlag – men han åbner sig ikke. På arbejdet beviser han sit værd – men i kærlighedslivet har han svært ved at få tingene til at lykkes.

Bogen giver et godt billede af tiden i Danmark fra 1930’erne og frem til nu og kan bestemt anbefales. (GSL)

Blodskyld

Åsa Larsson: Blodskyld

Endnu engang skal vi op til midnatssolen i Kiruna. Denne gang bliver en kvindelig præst myrdet og det trækker selvfølgelig nogle ubehagelige paraleller til mordet på Victor Strandgård nogle år tidligere.

Dette er ikke et opkog på første binds succes. Her får vi et meget godt og præcist indblik i det nordlige Sveriges små lukkede samfund, hvor en mand er en mand -og hvor en præst er en... mand!

Rebecka Martinsson har det ikke godt, og meget mod sin vilje tager hun med sin chef op til en lille flække uden for Kiruna for at ordne nogle juridiske spidsfindigheder.

Dette bliver et gensyn med nogle af de personer hun mødte i ”Solstorm”, en af disse er politikvinden Anna-Maria Mella som i denne bog har en mere fremtrædende rolle.

Åsa Larsson spinder en god historie, der er plads til at bipersonerne fylder, og ikke at forglemme den sideløbende fortælling om hunulven ”Gule ben”.

Bogen kaldes en krimi, men jeg vil nu vove pelsen og kalde det en yderst velskrevet roman der omhandler mord, menneskelig og deres konsekvenser og deres opklaring. Lækker læsning. (ACR)

Vejs Ende

Lisbeth Brun: Vejs Ende

Hvad gør man når man får et sammenbrud og finder ud af at verdnen ikke altid ser ud, som man ønsker den skal se ud? Bogens hovedperson, arkitekt Lærke Holm Larsen, bliver sygemeldt fra sit arbejde og køber et sommerhus på den egn, hun voksede op hos plejeforældrene. Herefter begynder alt det, hun har forsøgt at glemme, igen at komme frem i erindringen, og hun bliver tvunget til at se kendsgerningerne i øjnene. Bogen er let at gå til og giver et godt indtryk af, hvordan hovedpersonen kommer igennem og videre efter et sammenbrud. Den kan absolut anbefales. (Birgit Frøik)

Den som blinker er bange for døden

Knud Romer: Den som blinker er bange for døden

Knud Romer er vokset op i Nykøbing Falster med en dansk far og en tysk mor. Har læst litteraturvidenskab på Københavns Universitet, været tekstforfatter og skuespiller. Bogen er hans første roman.

”Den som blinker er bange for døden” er en velskrevet og underholdende bog. Men også chokerende læsning om en socialt isoleret barndom og en familie på ”tålt” ophold i 1960’ernes Nykøbing Falster – bare fordi ens mor var tysker.

Bogen fortæller ikke bare Knuds historie, men også hans forældres og deres forældres historie – og også onkler og tanter er med. En samling originaler, fantaster og drømmere. Mange gange må man trække på smilebåndet over pinlige episoder f.eks. i forbindelse med fødselsdage og nytårsaftener. Andre gange er man dybt ulykkelig på Knuds vegne – skolekammeraterne udviser stor opfindsomhed i at chikanere Knud på alle mulige måder, mens lærerne vender ryggen til.

Tilfældet ville at jeg i forbindelse med læsningen af bogen fik besøg af en god ven, der har boet på Falster i mange år. Her har bogen virkelig bragt sindene i kog. Knud Romer anklages for at udstille skolekammerater og andre letgenkendelige personer i lokalmiljøet – som tager afstand fra hans beskrivelser. At der i 60’erne skulle være problemer i at have en tysk mor og at det skulle føre til mobning af racistiske årsager, kan man ikke genkende.

Men nu er det vel sådan med erindringer, at de må videregives med den frihed der ligger i at forfatteren forholder sig til både, hvad der reelt skete, men også tilføjer det årene har gjort ved erindringerne. Under alle omstændigheder – bogen er velskrevet og læseværdig, og så må man løbende gøre op med sig selv hvad man tror, der er fri fantasi og hvad der er reelt. Måske er der noget om, at det er bedre at overdrive end at være kedelig? Denne bog er i hvert tilfælde alt andet end kedelig. (GSL)